hvem er vi?
Jeres bierfest skal være noget særligt. Det skal musikken også!
The Bier Hunters leverer bierfestmusik med både kant og kærlighed. Ingredienserne er originale oberkrainernumre, virtuose instrumentale numre, og masser af kendte popnumre omskrevet til bierfestmusik. Tilsammen danner det en festlig cocktail af musikalske hits, der får gæsterne i godt humør.
Swingende Harmonika, The Lonely Goatherd, Bergvagabunden, Guten Morgen, Tyrolerhatten, Himmelhunden, Øde Ø, Summer of 69, Uden Forsvar, Han lærte mig at Jodle, Fliegerlied, Sikken Fest, Gasolin Medley, Sommer i Europa, 99 Luftballons og Anton Aus Tirol er blot nogle af de mange sange, som The Bier Hunters når at spille i løbet af bierfesten.
Sanger & Trompet
Ingen skal tørste under jagten på øl. Det har trompetisten og forsyningsmesteren Torben ansvaret for. Han sørger for, at der rigtig tit bliver sunget ”Ein Prosit” med efterfølgende ”Prost!”.
Torben er ”der Alte” i The Bier Hunters og grundlæggeren af forgængeren, Cantus Tyrolerne. Han har mere end 50 års erfaring som udøvende musiker. Han lærte i sin tid at spille i Prins Jørgens Garde. Siden dygtiggjorde han sig hos trompetisten, kgl. kapelmusicus Knud Hovaldt. Desuden er det blevet til adskillige workshops hos trompetisten Ole Andersen.
Torben kan bare ikke få nok af at spille, så de fleste af ugens dage er besatte i forskellige orkestre blandt andet Hjemmeværnets Musikkorps i Maribo og Slagelse og i Blue Rain Orchestra.
Sangerinde
Pernille er ekspert i klapjagt. Så snart hun begynder at jodle, starter Danmarks største klapjagt, når publikum spontant begynder at klappe i takt.
Men den kvindelige øljægers sangtalent rækker langt ud over de østrigske og sydtyske bjergtoppe. Hun har sunget i gospel- og kammerkor og været kirkesanger i flere sjællandske kirker.
Pernille mestrer også det lidt mere jazzede. Hun er fast sangerinde i P.J. Swingband og Blue Rain Orchestra. Og så har hun sunget i Næstved Byorkester og blandt andet optrådt sammen med Dario Campeotto, Jesper Lundgaard og Casper Phillipson. Så det er en erfaren vokalist, der oplader røsten, når pokalerne skal svinges.
Trompet
Når jagten går ind, er det Ole, der blæser signalet på sit jagthorn. Ellers er det trompeten, der er hans foretrukne instrument , og så er han orkestrets kapelmester.
Som stor knægt lyttede han ofte til plader med Herb Alpert, Bert Kaempfert og James Last – men så havde hans far også en plade med tyrolermusik. Den var med til at vække interessen for den genre. Først gik vejen dog over traditionel jazz og swingmusik blandt andet i det nu hedengangne LF Big Band.
I Aarhus mødte han det halvprofessionelle Big Band Ekspress som han var fest medlem af i en periode. Nu bor han i København, hvor han spiller med i Big Apple Big Band.
Ole spillet sammen med orkestrets anden trompetist, Torben, i mange år blandt andet i Cantus Tyrolerne, der er forløberen for The Bier Hunters.
Guitar
Når man går på jagt, skal man ikke skyde med løst krudt. Peter sørger for at The Bier Hunters altid har skarpladt ammunition med i form at friske musikarrangementer. Han er nemlig orkestrets arrangør.
Peter har spillet musik siden 3. klasse og klarer både trommer, bas, saxofon og klaver, hvis det skulle være, men det er på guitar, han for alvor fyrer den af.
Peter har også optrådt ved et utal af fester med bandene Sexual Chokolade, Tøsedrengene Jam og Bryllupsbandet.dk. Desuden har han været musiker og kapelmester ved en række musicals.
Harmonika
Stig er orkestrets jagthund. Så snart han får færden af en fest, sætter han retningen, og i spidsen med sin harmonika fører han publikum sikkert frem, når der danses kædedans. Og det går ikke stille for sig. Der er fart over feltet, når Stig lader fingrene løbe op og ned ad knapperne eller tangenterne på harmonikaen.
Men han har også øvet sig rigtig meget. Stig er nemlig uddannet som accordionist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har vundet flere førstepræmier i store internationale konkurrencer.
Han lever i dag som professionel musiker med et bredt repertoire lige fra store klassiske koncerter i ind- og udland og til harmonikaspiller på Dyrehavsbakken – og så altså som festlig ølhund i The Bier Hunters.
Barytonhorn
Med sit barytonhorn er Alex orkestrets mesterskytte og den der har den største kaliber til at skyde festen i gang. Han er også The Bier Hunters hårdest arbejdende blæser med pauser, der er lige så korte som hans Lederhosen.
Alex trådte sine musikalske barnesko i Roskilde Garden og har siden dygtiggjort sig med en master degree i tenortrombone på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Med sin karakteristiske tyrolerbasun og ekvilibristiske spil er han med til at sikre The Bier Hunters den originale sound.
Alex er desuden medarrangør på flere af orkestrets numre.